Okay, her er det med Celpe-Bras, som ingen fortæller dig – den er mærkelig. Altså virkelig mærkelig.
Jeg har boet i São Paulo i omkring to år nu. Sidste måned fik jeg endelig mine Celpe-Bras-resultater efter at have ventet, hvad der føltes som en evighed (de tager sådan 2-3 måneder om at rette dem ... hvorfor?). Fik Intermediário Superior, gudskelov. Jeg er stadig ved at bearbejde hele oplevelsen. Min kone bliver ved med at sige, at jeg burde skrive om det, fordi jeg åbenbart ikke kan holde op med at tale om eksamen til fester (undskyld til alle til Joãos fødselsdag sidste weekend), så her er vi.
Hurtigt forbehold: Jeg er ikke sproglærer eller noget. Jeg arbejder med marketing, og ærligt talt er mit portugisisk stadig ret vakkelvornt nogle gange. Men måske er det præcis derfor, du bør lytte til mig? Jeg ved det ikke. Du bestemmer.
Hvad er denne prøve overhovedet?
Celpe-Bras (jeg kan stadig ikke udtale det fulde navn ordentligt – Certificado de Proficiência em ... et eller andet Estrangeiros) er grundlæggende Brasiliens officielle måde at teste, om udlændinge faktisk kan fungere på portugisisk. Ikke lærebogsportugisisk, men rigtigt portugisisk. Den slags, hvor du skal forstå, hvorfor nogens WhatsApp-talebesked er 3 minutter lang bare for at spørge, om du vil have en øl.
Den brasilianske regering kræver den til en masse ting:
- Udenlandske universitetsstuderende (selvom nogle uddannelser underligt nok er ligeglade)
- Visse arbejdsvisa
- Sundhedsprofessionelle, som vil praktisere her
- Den naturaliseringsproces, jeg bliver ved med at udskyde
Min virksomhed krævede den teknisk set ikke, men min chef blev ved med at komme med ikke så diskrete hentydninger om, at det ville være "virkelig godt", hvis jeg blev certificeret. Brasiliansk passiv aggressivitet er en kunstform, kan jeg fortælle dig.
Prøvens struktur (eller: Hvorfor jeg næsten græd)
Den skriftlige del – 3 timers rent kaos
Man går ind i lokalet, og de giver en et hæfte. Ingen multiple choice. Intet "bøj dette udsagnsord". Bare ... opgaver. Fire af dem.
Først viser de en video. Min handlede om bylandbrug i Curitiba, hvilket ... okay, fint. Tilfældigt, men hvad så. Så skal man skrive noget baseret på den. Ikke opsummere – skrive noget NYT. Som en artikel til et lokalt nyhedsbrev eller noget. Mens jeg sidder og tænker: "Jeg ved ikke engang, hvad bylandbrug er på dansk."
Så er der en lydopgave. Forestil dig dette: en superhurtigt talende carioca (person fra Rio), der diskuterer økonomien i en podcast med elendig lydkvalitet. Jeg fangede måske 60 %? Skulle skrive en formel rapport ud fra det. Jeg fandt bogstaveligt bare på nogle statistikker og håbede på det bedste. (Gør ikke det. Eller gør det. Jeg bestod jo?)
Læseopgaverne var faktisk lettere, men her er det vilde – en handlede om kryptovalutaregulering i Brasilien. KRYPTOVALUTA. Jeg arbejder med teknologi og forstår knap nok krypto på dansk. Men hey, i det mindste kunne jeg genlæse flere gange, i modsætning til den dæmonpodcast.
Den mundtlige eksamen – 20 minutters sved
Næste dag (ja, de pakker det hele ind i samme uge, så man er allerede hjernedød efter den skriftlige del) har man taledelen.
Jeg gik ind og forventede et formelt interview. I stedet begynder denne supervenlige eksaminator fra Bahia at snakke med mig om mine weekendplaner. Det slog mig helt ud af kurs. Jeg begyndte at tale om at tage til en churrasco, men så glemte jeg ordet for "grillspyd" (det er i øvrigt "espeto", hvilket jeg huskede cirka 3 sekunder efter at have forladt rummet).
Så begynder hun at bringe forskellige emner op fra en slags opgavebank, de har. Teknologi i uddannelse kommer op. Fint, det kan jeg godt. Så brasiliansk musik. Øh ... Jeg nævnte Anitta og Tom Jobim i samme sætning, hvilket nok gjorde ondt i en purists sjæl. Så miljøudfordringer, og jeg kastede mig ud i en hel tirade om São Paulos trafik, der intet havde med miljøet at gøre. Hun smilede og nikkede bare. Jeg tror, de bare glider mellem emner ud fra det, man siger? Ærligt talt var det hele en tåge.
Rollespilsdelen skulle være mig, der ringede for at klage over en internettjeneste. Jeg brugte "você" hele tiden, fordi det bare er sådan, jeg taler, og bagefter var jeg paranoid over, om jeg burde have været mere formel. Men altså ... hvem siger faktisk "o senhor" til sit internetselskab? Måske i nogle situationer? Jeg ved stadig ikke, om jeg mistede point på det.
Ting, der spændte ben for mig
Lad mig spare dig for mine fejl:
Det med brasiliansk vs. europæisk portugisisk
Jeg brugte mine første seks måneder her på nogle gamle portugisiske lærebøger, min kollega gav mig. Det viste sig, at hans kone var fra Portugal, så ... ja. Jeg gik rundt og sagde "facto" i stedet for "fato" og undrede mig over, hvorfor folk så forvirrede ud. Celpe-Bras er MEGET brasiliansk. Som i, de vil have dig til at vide, at morgenmad er "café da manhã", ikke "pequeno almoço".
Og gerundier. Brasilianere ELSKER gerundier. "Estou fazendo" overalt. Min portugisisklærer fra universitetet (som var fra Lissabon) ville nok græde.
At skrive som en robot
Jeg øvede ved at lære alle disse e-mailskabeloner udenad. "Prezado Senhor/Senhora" her, "Cordialmente" der. Så var en opgave under den faktiske prøve at skrive en WhatsApp-besked til en ven. EN WHATSAPP-BESKED. Ved du, hvor svært det er at skifte fra formel portugisiskøvelse til "Oi amigo, tudo certo?"? Min hjerne brød sammen.
Ikke at kende tilfældige brasilianske ting
De går ud fra, at man ved ting. Som kulturelle ting. Der var et helt afsnit om Festa Junina, og jeg sidder der og tænker ... Jeg ved, at det har noget med majs at gøre? Og ternede skjorter? Det er cirka det.
Og de ELSKER at spørge til sociale spørgsmål. Indkomstulighed, adgang til uddannelse, miljøting. Hvis du ikke læser brasilianske nyheder, er du på den. Jeg begyndte at læse Folha de São Paulo hver morgen, men ærligt talt så jeg mest på billederne og prøvede at gætte, hvad artiklerne handlede om.
Hvordan jeg faktisk forberedte mig (en rodet rejse)
Måned 1-3: Den overmodige fase
Jeg troede, jeg var noget særligt, fordi jeg kunne bestille øl og smalltalke med mine Uberchauffører. Afsløring: Jeg var ikke noget særligt.
Jeg hentede hver eneste app. Betalte for et onlinekursus, jeg brugte præcis to gange. Købte lærebøger, der i øjeblikket holder min skærm oppe. Lavede en farvekodet studieplan, der holdt præcis 3 dage.
Det, der faktisk hjalp: Min ejendoms porteiro, Seu José. Den mand er en helgen. Hver morgen snakkede vi i omkring 10 minutter om bogstaveligt hvad som helst. Han rettede mit portugisisk på den venligst mulige måde. "Ah, você quer dizer..." (Ah, du mener ...) blev min yndlingsfrase.
Da jeg forberedte mig til eksamen, fandtes Falando endnu ikke, men det vil nok også hjælpe dig meget. Især at importere indhold fra virkeligheden som YouTube-videoer eller artikler – seriøst, prøv det, knappen tilmeld dig er kun få klik væk, og der er en 7-dages prøveperiode til at teste alt indholdet.
Måned 4-5: Panikfasen
Fandt ud af prøveformatet. Havde et mindre sammenbrud. Min kone (brasilianer, velsigne hendes tålmodighed) begyndte at tvinge mig til at se brasilianske nyheder med hende hver aften. Jeg forstod måske 30 % i starten, men hey, bedre end ingenting.
Begyndte at skrive på portugisisk hver dag. Ikke essays eller noget fint – bare klager. Over trafik, varmen, hvor dyr ost er her. Det viser sig, at det er en fantastisk måde at lære et sprog på at klage. Hvem vidste det?
Opdagede også brasiliansk YouTube. Der er en kanal, der hedder "Porta dos Fundos", som laver komediesketches. Halvdelen af tiden forstår jeg ikke vittighederne, men jeg lærte SÅ MEGET slang. Måske for meget. Jeg kan være kommet til at sige noget upassende til min svigermor. Vi taler ikke om det. Du finder i hvert fald også deres videoer i Falando, og du kan faktisk teste dig selv for at se, om du forstod dem, eller tilføje ethvert ord, der dukker op, til din repetitionsliste.
Måned 6: Accept og terperi
På dette tidspunkt accepterede jeg bare, at jeg ikke ville være perfekt. Begyndte at tage prøveeksamener fra INEPs hjemmeside. De har gamle eksamener dér, hvilket er nyttigt, men også skræmmende, fordi man indser, hvor tilfældige emnerne kan være.
Én prøveeksamen handlede om kaffens historie i Brasilien. En anden om sociale mediers indvirkning på demokratiet. En anden om ... hold fast ... indkøbscentres kulturelle betydning. INDKØBSCENTRE.
De mærkelige tricks, der måske hjalp?
Jeg fandt på denne ting til skriveopgaverne, hvor jeg altid strukturerede dem på samme måde:
- Begynd med noget genkendeligt
- Smid en holdning ind
- Tilføj et eksempel fra "min erfaring" (normalt opdigtet)
- Slut med et spørgsmål eller en opfordring til handling
Er det en god strategi? Jeg aner det ikke. Men det virkede for mig.
Til talen øvede jeg bare at være tryg ved at være utryg. Jeg havde bevidst samtaler om emner, jeg intet vidste om. Spurgte min frisør om fodbold (jeg ser ikke fodbold). Diskuterede novelas med min kollega (har aldrig set en). Det var vildt akavet, men det forberedte mig på den mundtlige eksamens tilfældighed.
Helt ærligt: Hvad certifikatet faktisk gjorde for mig
Ærligt? De praktiske fordele er ... fine. Min virksomhed var glad. Jeg kan skrive det på LinkedIn. Indvandringsting bliver nemmere, hvis jeg nogensinde beslutter mig for at blive permanent (det er stadig ikke afgjort).
Men den virkelige værdi var rejsen (jeg ved det, jeg ved det, plat). Forberedelsen til prøven tvang mig til faktisk at engagere mig i brasiliansk kultur ud over bare at bo her. Jeg begyndte at forstå ikke bare, hvad folk sagde, men HVORFOR de sagde det sådan.
Som at jeg endelig forstår, hvorfor brasilianere tager 20 minutter om at sige farvel til fester. Eller hvorfor hver samtale begynder med at spørge til din familie. Eller hvorfor "ja" ikke altid betyder ja (nogle gange betyder det "jeg hører dig, men aldrig i livet").
Den brutale sandhed om Celpe-Bras
Her er det, jeg ville ønske, nogen havde fortalt mig: Du kommer sandsynligvis ikke til at føle dig klar. Nogensinde. Jeg gik ud af begge prøver overbevist om, at jeg var dumpet. Skriveopgaverne føltes som en katastrofe. Under den mundtlige eksamen bøjede jeg helt sikkert flere udsagnsord forkert og byttede rundt på køn (hvorfor er "o problema" hankøn, men "a sistema" er ... vent, nej, det er også forkert).
Men her er den anden ting: Eksaminatorerne er ikke monstre. De ved, at du ikke har det som modersmål. De leder efter kommunikation, ikke perfektion. Kan du gøre dig forståelig? Kan du forstå andre? Kan du navigere i virkelige situationer? Det er det, der tæller.
Og dette er vigtigt: Brasilianere er utroligt tilgivende over for sprogfejl. Altså latterligt meget. De forstår dig, selv hvis du fuldstændig maltrakterer grammatikken. Celpe-Bras prøver at afspejle denne fleksibilitet i virkeligheden, tror jeg.
Nogle sidste tilfældige tanker
-
Hele det med at skulle kende forskellen på "tu" og "você"? I São Paulo bruger ingen "tu". Ingen. Men prøven kan spørge til det alligevel.
-
Hvis du er fra Danmark som mig, er det sværeste måske den kulturelle tilpasning til, hvordan brasilianere kommunikerer. Det er ... indirekte. Meget indirekte. "Måske", "vi får se", "lad mig tjekke" betyder ofte "helt sikkert ikke".
-
Øv dig i at skrive i hånden, hvis du tager papirversionen. Min hånd fik så slem krampe under prøven. Jeg har ikke skrevet så meget i hånden siden universitetet.
-
Prøven afholdes to gange om året (april og oktober), men tilmeldingen fyldes hurtigt. Overraskende hurtigt. Jeg missede aprilprøven, fordi jeg udskød det.
-
Nogle testcentre er langt mere afslappede end andre. Mit var på et føderalt universitet, og stemningen var meget "vi lider alle sammen".
Bør du tage den?
Hvis du har brug for den af juridiske eller faglige grunde, så selvfølgelig ja. Men selv hvis du ikke BEHØVER den, ville jeg sige: Overvej det. At have et konkret mål fik mig faktisk til at studere i stedet for bare at håbe, at jeg ville optage portugisisk ved osmose (min oprindelige plan).
Er det en perfekt prøve? Nej. Er den mærkelig og stressende og nogle gange tilsyneladende tilfældig? Absolut. Men den er også lidt perfekt brasiliansk på den måde – en smule kaotisk, meget menneskelig, og på en eller anden måde går det hele i sidste ende.
Hvis du overvejer at tage den, så bare ... begynd. Vent ikke, til du føler dig klar. Begynd at læse brasilianske nyheder (selv hvis du forstår 10 %). Begynd at skrive (selv hvis det er elendigt). Begynd at tale (selv hvis folk ser forvirrede ud). Få et Falando-abonnement, og prøv derefter den fulde Celpe-Bras-prøveeksamen – den fører dig gennem begge dele med rigtig timing, så eksamensdagen holder op med at føles som et baghold.
Og hey, hvis jeg kan bestå, mens jeg stadig af og til bestiller "um água" i stedet for "uma água" på restauranter, kan du sikkert også.
Boa sorte! Du får brug for det. (Men også, det skal nok gå.)
P.S. – En hurtig hilsen til alle på testcentret i São Paulo, som så mig nervøst spise tre veganske pães de queijo før eksamen og ikke dømte mig. Eller i det mindste ikke dømte højt. Også til eksaminatoren, der lod, som om hun ikke bemærkede, at jeg ved et uheld skiftede til engelsk i omkring 5 sekunder under den mundtlige eksamen. Du er den virkelige helt.
P.P.S. – Min kone læste lige dette og siger, at jeg er dramatisk omkring, hvor svært det var. Hun har nok ret. Men hun er også indfødt brasilianer, så hvad ved hun om vores kamp?
