At bøje upersonligt dar personligt. Her forbliver dar i tredje person ental; navneformen kan have sit eget grundled: Ikke Eu dou para ir, men Dá para eu ir (Jeg kan tage med / det er muligt for mig at tage med) eller blot Eu posso ir. (Jeg kan tage med.)
At forveksle mulighed og personlig evne. Dá para ver betyder, at forholdene tillader det — tågen lettede, pladsen er god. For at fremhæve din egen evne eller succes bruger du conseguir: Eu consigo ver daqui. (Jeg kan se herfra.)
At bruge dar certo om en enheds normale drift. For at sige, at en telefon ikke fungerer, bruger du O celular não funciona. (Telefonen virker ikke.) Til denne betydning foretrækkes det frem for O celular não deu certo. Derimod er O plano não deu certo (Planen lykkedes ikke) præcis rigtigt.
At forveksle årsagen med den person, der oplever en tilstand. For at sige, at du fik lyst til at spise, bruger du Me deu vontade de comer., ikke Eu dou vontade de comer, som fremstiller dig som årsagen til lysten.
At oversætte talemåderne ord for ord. Dar de cara com (at støde på) har intet med ansigter at gøre, og dar em nada (ikke at føre til noget) handler ikke om at give. Tag hvert udtryk samlet, som du tog dar um jeito (at finde en vej).
At miste accenten på dá. Dá er udsagnsordet; da er de + a. Accenten er hele forskellen: Dá para a Ana? (Kan det gøres for Ana?) over for o carro da Ana (Anas bil).
At skrive dá pra i en formel arbejdsmail. Taleformen er perfekt i en besked til en ven og malplaceret i formel professionel skrift — dér skriver du det fulde dá para (det er muligt at) eller endnu bedre é possível (det er muligt).
